Danmarks Strandguide - Djursland


Vid mere om ...

Sølvmåge Sandbund • Stenbund

Sølvmåge
Sølvmågen er Danmarks almindeligste mågeart. Den voksne fugl kendes på sit kraftige gule næb og en rød plet på spidsen af undernæbbet. Det ”stikkende” gule øje giver fuglen et barsk udseende. Sølvmågen er altædende og opholder sig ofte i fiskerihavne.

I starten af 1800-tallet ynglede sølvmågen fortrinsvis i Vadehavsområdet, de vestjyske fjorde og Kattegat. De før i tiden åbne lossepladser og let tilgængelige affaldsprodukter fra industrifiskeriet og landbruget er nogle af de faktorer, som har spillet en væsentlig rolle for artens fremgang i perioden efter 1950. Sølvmågens føde består i dag hovedsagelig af fisk, smådyr, plantedele og fugle, men den tager gerne del i et måltid ådsler og affald, hvis muligheden byder sig til.

Bidende stenurt Stenbund

Bidende stenurt

Bidende stenurt er en smuk lille plante på tørre, solvarme strande, skrænter og stengærder. Dens blade og stængler indeholder dog giftige alkaloider, som ætser hud og slimhinder, hvis man forsøger at spise af den. Nyd den derfor kun med øjnene!

Læs mere

Den Bidende Stenurt er en sukkulent robust lav plante, tilpasset det varme og tørre sommerklima og vintervejrets barske forhold. Rodnettet er overfladisk, men tilstrækkelig til at holder planten på plads i klippesprækker og fast grund året rundt. Den kan både formere sig ved frøsætning og med særlige yngleskud som brækker af og føres af sted med vinden.

Blæretang Stenbund • Fjordbund

Blæretang

Blæretang er almindelig ved Danmarks kyster og vokser fra 5 meters dybde til det lave vand, hvor den kan tåle at blive tørlagt ved lavvande. Tangen hæfter sig til ofte til store sten og står oprejst i vandet ved hjælp af luftblærer.

Læs mere

Når blæretangen er blevet så stor, at stenen eller muslingen som tangplanten hæfter sig til, ikke mere kan holde bundfæstet, skylles den i land. Efterårets storme kan derfor opbygge store tangvolde af blæretang langs kysten.
I gamle dage brugte man blæretangen til at helbrede sygdomme i tarme og i mave.

Forskellige fisk har stor gavn af blæretang, idet de finder føde, lægger æg og skjuler sig i tangen. Posthornsormen "bor" på blæretangen.

Blæretang kan også spises. Pluk kun de yderste skudspidser (10-15 cm). Kogetiden afhænger af alder - fra 20 til 45 minutter. Blæretang smager godt kogt med presset citron, stuvet eller i supper og sammenkogte retter.

Blåmusling Stenbund • Fjordbund

Blåmusling

Blåmuslingen er meget udbredt i de danske farvande. Den bliver op til 10 cm lang og ånder ved gæller, men kan godt tåle kortvarig udtørring ved lavvande. Ved hjælp af særlige hæftetråde fæstner den sig til sten, pæle og skibsskrog.

Læs mere

Blåmuslingen (Mytilus edulis) kaldes også pælemusling. Det latinske navn edulis betyder spiselig. Den findes både i saltvand og brakvand. Blåmuslingen lever af plankton som den suger og filtrerer via et ånderør, som den stikker ud mellem skallerne. En blåmusling kan lægge 5-12 mio. æg.

Blåmuslinger samler sig i banker, hvor vandet er iltrigt f.eks. omkring tidevandszonen. Det er nødvendigt for blåmuslingen at hæfte sig fast til et underlag, så den ikke bliver ødelagt i brændingen.

Blåmuslingen beskytter sig mod fjender ved kalkskallerne, som den kan lukke fast sammen med to stærke lukkemuskler. Men strandkrabben og søstjernen har kræfter nok til at tvinge skallerne fra hinanden og æde blåmuslingen. Mange fisk lever af blåmuslingeyngel, og nogle vadefugle, måger og ænder æder blåmuslinger.

Brandmand Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Brandmand

Rød brandmand er den største gople i de danske farvande. Den måler op til ca. 50 cm i diameter, med et slæb af flere meter lange næsten usynlige tråde med giftige nældeceller. Brandmanden træffes ofte nær kysten i fralandsvind.

Læs mere

Hvis man rører en brandmand, kan man få forbrændinger af dens gift, som sidder i nældeceller i fangtrådene, der klistrer til huden. Giften bliver udskudt fra nældecellerne og bør skrabes af hurtigst muligt for at undgå stærke smerter, f.eks. med en kniv, en skarp muslingskal eller kanten af et kreditkort. Selv afrevne tråde kan stadig brænde, så man skal være forsigtig ved badning, specielt sidst på sæsonen, hvor brandmændene ofte skylles op på strandene.

Brandmanden lever af plankton og små fisk, som den lammer med giften fra sine fangtråde. Den lever pelagisk og findes sjældent dybere end 20 meter. De største farer for en brandmand er en hård bølge, der kan slå den i stykker, eller det at blive skyllet op på land, så den tørrer ud.
Den røde brandmand lever kun et enkelt år. Den kan ligesom vandmanden reproducere sig på to måder: seksuel reproduktion i medusestadiet og aseksuel reproduktion i polypstadiet.

Digesvaler Stenbund

Digesvaler

Højt til vejrs langs kystskrænter og stejle grusgrave yngler Danmarks mindste svaleart, Digesvalen. Man ser tydeligt, hvor den bygger sine redehuller i leret. Om vinteren holder den til i Vest- og Centralafrika, en returrejse på 10.000 km.

Læs mere

Digesvalen er en almindelig ynglefugl herhjemme, selvom bestanden er blevet mindre siden 1960'erne. Tilbagegangen kan måske forklares med tørke i deres vinterkvarterer i tropisk Vest- og Centralafrika. De senere år har bestanden dog været i fremgang. Digesvalerne kommer til landet omkring 1. maj, når som regel at opfostre to kuld unger i løbet af sommeren og flyver tilbage til Afrika i september.

Digesvalen jager som andre svaler insekter i luften og følges gerne i flokke på jagt efter flyvende insekter over strande, søer og moser.

Ene Sandbund

Ene

Ene er en stedsegrøn, olieholdig busk med spiselige blå kogler. Den ses ofte på åbne hedearealer og magre sandjorde. Langs kysterne vokser en lav form af planten. Under de rette forhold kan Ene blive over 1.000 år gammel.

Læs mere

Ene er en hårdfør plante, som er findes på alle slags jordbundsforhold og på hele den tempererede del af den nordlige halvkugle. Den kræver blot rigeligt med lys.

Bærkoglerne kan bruges som krydderi. De modne frugter af enebærtræet kan også bruges i kryddersnaps. Smagen er kendt fra Steinhäger, gin og genever. Plantens navn betyder optændings-brænde, og har ikke noget med bærret at gøre.

Engelskgræs Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Engelskgræs

Engelskgræs er meget almindelig på strandenge og ved saltede vejrabatter, hvor den om foråret danner et imponerende og romantisk blomsterdække. Særlige saltudskillende kirtler gør den hårdfør overfor salt i jordbunden.

Læs mere

Planten er vildtvoksende på magre, hårdt græssende og saltpåvirkede levesteder som f.eks. klitter og græssede strandenge. Herfra har den bredt sig til vejkanten langs de mest saltede veje, hvor den ofte står sammen med f.eks. Strand-Vejbred.

Eremitkrebs Sandbund • Stenbund

Eremitkrebs

Eremitkrebsen udvikler ikke skjold, og lever derfor i tomme sneglehuse, som regel konksneglens. Når den vokser, må den finde nyt og større sneglehus. Den lever både på lavt og dybt vand. Havkatten er dens værste fjende.

Læs mere

Der kendes ca. 1000 arter eremitkrebs i verden. Mange af arterne lever i samhørighed med dyr, der fæstner sig på skallen: polypdyr, svampe og søanemoner. Krebsen opnår derved bedre camouflage på bunden overfor rovdyr, og ”tilflytterne” får ekstra næring, når krebsen sorterer føde.

Eremitkrebsen er altædende og lever især af muslinger, ådsler og bundfald på havbunden. Bliver dyret forskrækket, trækker det sig ind i sit hus og lukker indgangen med sine klosakse.

Fjæsing Sandbund

Fjæsing

Danmarks eneste giftige fisk, Fjæsingen søger om sommeren fra dybderne mod kysten, hvor den jager tobis. Det meste af dagen skjuler den sig i sandbunden, hvorfor badende kan stikke sig på fiskens giftige rygfinner og gællelåg.

Læs mere

Fjæsingen er en glimrende spisefisk, men har ikke uden grund fået navnet "havets hugorm". Fiskens giftige pigge har en fure på hver side, hvor nærliggende væv producerer gift som kan forårsage hævelser og kraftige smerter. Giften er ikke dødbringende, men kan være livsfarlig for spædbørn og folk med svage hjerter.

Søg derfor læge, hvis der opstår besvær med vejrtrækningen, vrøvlet tale eller bevidstløshed, for så kan du muligvis være allergisk overfor fjæsingens gift

Behandlingen af fjæsingstik er enkel. Giften er varmelabil og ødelægges, når den varmes op. Stedet, hvor man er blevet stukket, stikkes derfor ned i 40-45 grader varmt vand i en halv eller en hel time. Så ødelægges fjæsingens gift - ligesom æggehvide, der varmes op.

Smertestillende behandling kan være nødvendig, og husk stivkrampevaccinationen, hvis du ikke er blevet vaccineret inden for de seneste 10 år.

Forstenet søpindsvin Stenbund

Forstenet søpindsvin

Forstenede søpindsvin er almindelige langs de danske kyster, og består af flint som igennem millioner af år er udfældet inde i pindsvinets kalkskal. Forstenede søpindsvin kaldes også for tordensten i gammel overtro.

Læs mere

Især langs åbne kalkklinter finder man flotte eksemplarer af forstenede søpindsvin. Her åbner havets konstante nedbrydning af kalkklinterne nye lag af beskyttede fossiler.

På de fineste kan man se detaljer som afstøbninger af dyrets pigge, munddele og fuldstændige skalform.

Havtorn Sandbund • Stenbund

Havtorn

Havtorn findes vildtvoksende på skrænter og i klitter med fuld sol, og er en hårdfør busk som let kendes på sine orangerøde frugter. Planten optræder gerne som pionerplante på kalkrige golde jorde, hvor andre planter har svært ved at trives.

Læs mere

Havtorn kan gro næsten overalt, også i sand og grus, hvor den står frem i landskabet som en smuk plante. Nysgerrige gæster byder den dog velkommen med et værn af spidse grentorne. Busken er tvekønnet og blomstrer i maj-juni. De hunlige buske bærer om efteråret og ud på vinteren gule eller orangerøde frugter med en særpræget og syrlig smag, som mange fuglearter holder af, herunder fasan. Bærrene fra Havtorn er også en yndet ingrediens i en god kryddersnaps.

Havørred Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Havørred

Havørreden træffes overalt langs Danmarks kyster og lever både i salt og ferskvand. Om vinteren gyder fisken i åer og bække, mens sommeren tilbringes ude på de åbne og salte kyster, hvor den æder store mængder sild, tobis og rejer.

Læs mere

Havørreden er sportsfiskernes ubestridte sportsfisk nr. 1. Den ligner meget laksen, men der er forskelligheder både fysisk og adfærdsmæssigt. Kropsligt er laksen "elegant" mens havørreden er mere kompakt, og halefinnen er forskellig. Begge har en sølvglinsende jagedragt, når de befinder sig i havet og en farvet gydedragt, når de er i vandløbet.

Erhvervsfiskere bruger garn og ruser i jagten på havørreder. Lystfiskere bruger stang, hjul og line. Vær opmærksom på havørredens mindstemål og fredningstider.

Hedelyng Sandbund

Hedelyng

Hedelyng er en værdifuld hedeplante for honningbier og andre insekter på næringsfattige sandjorde. Planten er afhængig af samliv med én eller flere svampe. Det kaldes mycorrhiza, svamperod, og er et tæt samarbejde om næringsstoffer.

Læs mere

Hedelyng findes især på lysåbne udpinte sandjorde, og trives fint med lejlighedvise hedebrænde som frigør næring og skaber fornyede levesteder for de nøjsomme planter. Erfaringen har vist, at lyngen ikke selv kan opretholde sin position, men med tiden vil miste sine levesteder til skov, hvis ikke naturlige ”katastrofer” indtræffer fra tid til anden. Plejeordninger med maskiner gør i dag det samme arbejde.

Hjertemusling (alm.) Sandbund

Hjertemusling (alm.)

Meget almindelig musling ved de danske kyster. Navnet kommer af de parrede muslingeskallers profil. Muslingen er fødekilde for mange af strandens og de lavvandede kysters fugleliv.

Læs mere

Hjertemuslingen lever få centimeter under havbunden. Den bliver født som en larve, og bruger en fod til at svømme rundt med. Senere, når den får en skal, graver den sig cirka 1 centimeter ned.
Muslingen har to rør, der stikker op til vandet. Gennem det ene suger den vandet ind, og sorterer planktonet fra. Den spytter resten af vandet ud igen gennem det andet rør. Den ånder ved gæller og suger vandet ind ad samme rør, som den får føden ind med. Den er en af de almindeligste muslinger på lavt vand, og der er tit mange af dem på ét sted.
I Vadehavet, hvor tidevandet bringer frisk vand ind over muslingerne, har man fundet op til 5.000 individer pr m². Dens naturlige fjender er fugle, havkatte og ulke.

Hornfisk Stenbund • Fjordbund

Hornfisk

Hornfisken er en pelagisk stimefisk og findes overalt i de danske farvande. Den kan blive op til ca. 1,2 meter og 2 kilo. Hornfisken foretager lange vandringer og kommer i april-maj ind i danske farvande for at gyde på lavt vand.

Læs mere

Hornfisken lever tæt på overfladen og har en trækmønster svarer til makrellen. Den fanges i bundgarn og er også en yndet sportsfisk, som om foråret kan fiskes med stang fra næsten enhver havnemole. Den er en god spisefisk, selvom de grønne ben afholder nogle fra at spise den.

Hornfiskens grønne ben skyldes stoffet biliverdin, som er et stof, som også findes hos fugle, krybdyr og mennesker. Det er et helt almindeligt nedbrydningsprodukt, som normalt ikke bemærkes hos mennesker som udskiller stoffet med gallesalte. Kun når vi får et blåt mærke, ser vi stoffet i menneskekroppen. Det er nemlig biliverdin, der giver mærket dets grøn/blå farve.

Hugorm Sandbund

Hugorm

Hugormen er Danmarks eneste giftige slange og trives i tørre egne med gode skjul. Den er let at kende på sine zig-zag mønstre, men kan også være ensartet brun og sort. Modsat snogen har hugormen ikke gule nakkepletter.

Læs mere

Om vinteren ligger hugormen i dvale, nedgravet ca. 1 meter i jorden enkeltvis eller i grupper. I det tidlige forår kommer først hannen, siden hunnen til jordoverfladen, parrer sig og føder over sommeren levendefødte unger. I efteråret graver hugormen sig ned igen. Hugormen lever især af mus og har rovfugle som værste fjender.

Hugormens gift er normalt ikke livsfarlig, men bliver man bidt af en hugorm, bør man for en sikkerheds skyld søge læge.

Hybenrose Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Hybenrose

Hybenrose, eller Rynket rose som den også kaldes, er en smuk strandplante, men desværre på listen over landskabsukrudt. Planten er indslæbt til Danmark, hvor den på strande og klitter udkonkurrerer naturligt hjemmehørende plantearter.

Læs mere

Hybenrosens naturlige hjemegn er de magreste sandbundsområder langs Sibiriens, Kamtjatkas, Sakhalins, Koreas og det nordlige Japans kyster.

Hybenrosen er meget anvendelig i madlavning og kan laves til velsmagende saft, te, suppe eller gelé. Frugterne fra alle rosenplanter indeholder store mængder C-vitamin og A-vitamin og kalcium, men det er først og fremmest hyben fra Rynket Rose eller "hybenrose", der anvendes til syltning.

Knivmusling Sandbund

Knivmusling

Knivmuslingen er en af strandens mest karakteristiske muslingearter med sin langstrakte form. I England kaldes den med god grund for barberbladsmusling. Knivmuslingen ses ofte opskyllet i stort antal på stranden.

Læs mere

I Danmark findes 5 arter knivmusling. Den senest ankomne art er den Amerikanske knivmusling, indslæbt til Europa med ballastvand i fragtskibe fra den anden side af Atlanten og observeret for første gang i Vadehavet i 1979. Arten har nu bredt sig til både Nordsøen og Kattegat.
Knivmuslingen har ikke mange fjender. Kun regnspovens næb er langt nok til at nå den i sandet, hvor knivmuslingen står lodret under sandbundens overflade.
Knivmuslinger holder af høje saltholdigheder. Knivmuslingerne ved Vadehavet er derfor større, end artsfællerne i Kattegat, hvor vandet ikke er nær så salt.

Konk Sandbund

Konk

Konksneglen er almindelig i de danske farvande, hvor den kryber rundt på havbunden i søgen efter ådsler og også gerne angriber levende fisk i fiskegarn. Konken kaldes også i daglig tale for konkylie og findes tit opskyllet på stranden.

Læs mere

Konksneglen er egentlig en rasper der med sin tunge kan raspe alger af bl.a. sten, sand og vandplanter. Den er 10-11 cm høj. Konksneglen ånder ved gæller ligesom andre havsnegle, og har et ånderør, som forsyner den med ilt. Hvis konksneglen bliver forskrækket, lukker den straks sit hus med et låg. Konksneglen bevæger sig over havbunden ved hjælp af sin muskuløse fod. Foruden fisk åbner den gerne levende muslinger som den behændigt åbner med sin fod og tykke skal. Konkens værste fjende havkatten med sine kraftige tænder..

Maj-Gøgeurt Fjordbund

Maj-Gøgeurt

Den fredede Maj-gøgeurt er en af Danmark mest almindelige orkidéer, men desværre i tilbagegang. Den smukke plante gror i kalkrige, fugtige, græssende enge og moser. Den blomstrer i maj-juni med sine smukke purpurfarvede blomsterklaser.

Læs mere

Den robuste orkidé må hverken plukkes, graves op, samles ind eller ødelægges, og dens voksesteder er beskyttede efter § 3 i naturbeskyttelsesloven og omfattet af CITES/Washington konventionens liste over truede plantearter.

Orkidefamilien har gennem tiderne været en meget kendt og skattet plantefamilie på grund af dens påståede evner som sexstimulerende middel, så der er mange gode grunde til at passe bedre på planten. Nyd den med øjnene, og lad den stå til den næste forbipasserende!

Marehalm Sandbund

Marehalm

Marehalm er udbredt på sand- og stenstrand, hvor den står tættere på havets næringsrige tangopskyl end Sand-Hjælme, som den ofte forveksles med. Tætte bevoksninger holder sandflugten nede. Mange cikader lever på og af Marehalm.

Læs mere

Planten har navn efter det latinske ”Mare” som betyder hav. Marehalmen forveksles ofte med Sand-Hjælme. De to arter kan skelnes på blomsterstanden, for hvor Sand-Hjælme har en cylindrisk dusk, har Marehalm et toradet aks. Desuden visner Marehalmens blade over vinteren, mens Sand-Hjælmenes blade holder sig grønne året rundt.

Rodnettet består af krybende jordstængler, der bærer de trævlede rødder. Blomstringen sker i juni-juli, hvor man ser de høje skud stikke i vejret.

Marsvin Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Marsvin

Marsvinet er en af verdens mindste hvaler og almindeligt forekommende i alle danske farvande undtagen Østersøen. Føden består primært af fisk som torsk og sildefisk, men marsvinet tager også blæksprutter og krebsdyr.

Læs mere

Et marsvin kan være neddykket i op til 10 minutter, men oftest varer dykkene fra to til seks minutter. Marsvinet har en lille, robust krop som tilspidser mod halefinnen. Hovedet er lille og afrundet, og marsvinet har ikke noget næb. Den er en tandhval med ca. 100 tænder, og des ydre næseåbning består af et enkelt blåsthul på oversiden af hovedet.

Marsvin angives at være særligt følsomme overfor forstyrrelser i parringsperioden i juli-august, og når de kælver i maj-juni. Parringen finder sted i løbet af sommeren, og efter en drægtighedsperiode på omkring 11 måneder fødes den omtrent 10 kg store kalv som dier hos moderen de næste 8-11 måneder.

Marsvin færdes ofte i små grupper på 2-5 dyr, men i områder med rigelig føde kan grupperne være en del større. Det er dog ikke usædvanligt, at marsvin færdes alene.

Molsruten Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Molsruten

Vandreruten Grenaa - Århus er ca. 80 km lang og forløber langs kysten og gennem Mols. På en del af strækket deler Molsruten forløb med Nordsøstien. På www.dvl.dk kan du hente mere viden.

Læs mere

Vandreruten er en del af fjernvandrevej E1 fra Grövelsjön i Sverige til Castellucio i Italien.

På strækket imellem Grenaa Havn og Skærsø deler Molsruten forløb med Nordsøstien som forløber langs Nordsølandenes kyster. På www.era-ewv-ferp.org kan du finde mere viden om de europæiske fjernvandreruter.

Pungreje Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Pungreje

Pungrejerene, også kalder mysider danner sommerhalvåret igennem tætte sværme imellem det lave vands ålegræs og i havne. Føden består af planktondyr. Selv er pungrejerne et attraktivt måltid for fiskeyngel og gopler.

Læs mere

Pungrejerne er kun ca. 2,5 cm lange gennemsigtige krebsdyr. De kendes på et sæt balanceorganer, statocyster, som sidder ved grunden af de to inderste halevifter. Navnet pungreje skyldes, at hunnen bærer de befrugtede æg i en rugepose under bugen. Pungrejerne ses ofte sværme på rolige varme sommerdage, og er et undervandsstudie værd med dykkerbriller.

Reje (alm.) Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Reje (alm.)

Den almindelige reje, også kaldet Roskildereje, er udbredt overalt langs de danske kyster i ålegræs- og tangskove. Rejen lever af tanglopper, orme og fiskeæg og adskiller sig fra Hesterejen med sit horn og sin oprette gang.

Læs mere

Rejefiskeri er en underholdende sport som kræver det rette udstyr, gode muskler og tålmodighed. Med en rejeketcher stryger man sandbunden imellem ålegræsbælter og tangskove. Belønningen er en spand fuld af friskfangede rejer, som blot skal koges i letsaltet vand et kort øjeblik.

Rur Stenbund • Fjordbund

Rur

Rurer eller Balaner er en familie af små krebsdyr, der har et kegleformet hus af kalk som kan lukkes. Hvis ruren bliver tørlagt lukker den i og undgå derved at udtørre. Ruren har den forholdsvis længste penis i dyreriget!

Læs mere

Ruren ligner en musling, men er egentlig et krebsdyr. Ved hjælp af bøjelige tråde, indfanger den plankton og får tilført frisk vand med ilt.

Ruren sætter sig fast på f.eks. sten, skibsskrog og endog andre krebsdyr f.eks. almindelige strandkrabber. Når først ruren har sat sig fast, kan den ikke flytte sig mere end nogle få millimeter.

Som alle rankefødder er ruren hermafrodit, og i larvestadiet et fritsvømmende dyr.

Sandorm Sandbund

Sandorm

Selvom sandormen findes i imponerende mængder i de danske farvande, ses den sjældent. Nedgravet 10-20 cm nede i sandbunden lever sandormen af at filtrere sandet for organisk materiale. Kun ekskrementhobene afslører, hvor dyrene er.

Læs mere

Sandormen ånder ved hjælp af gæller, der sidder som små røde hårtotter ned langs kroppen. Nedgravet i sin U-formede fordybning trækker sandormen iltrigt vand og sand gennem fordybningen i havbunden. Ekskrementhobene viser, hvor dyrets bagende befinder sig, og i nærheden viser en tragtformet fordybning i sandet, hvor hovedet er begravet.
Sandormens fjender er vadefugle, hvis næb er lange nok til at nå ned i sandormenes skjul. Fladfisk og andre bundlevende rovdyr sætter også stor pris på sandormen som fødeemne. Sandormen er desuden lystfiskerens vigtigste agn til en god fiskedag efter fladfisk.

Slåen Stenbund

Slåen

Slåen er en hårdføre og stiv busk som danner tætte krat langs åbne vindomsuste kystskrænter med højt kalkindhold. Planten sætter rodskud efter beskæring, og derfor svær at fjerne. Den bitre frugt ændrer smag efter frost og god i kryddersnaps.

Læs mere

Frugterne fra Slåen kan bruges både til saft og snapsebrygning. Frederik 2. fik blandt andet brygget vin af slåen. Fælles for alle anvendelser er, at frugten har fået frost. En tur i dybfryseren kan også gøre forskellen.

Som et medlem af blommefamilien lider Slåenbuskene af de samme sygdomme som man ser i en blommelund med forkrøblede træer og mangelfuld frugtsætning.

Hjemhørende i grænseområdet mellem skov og steppe finder den mange velegnede levesteder langs Danmarks forblæste kyster.

Spættet sæl Sandbund

Spættet sæl

Spættet sæl er Danmarks mest almindelige sælart. Anholt huser en stor sælkoloni. Den spættede sæl bliver op til 1.8 m lang med en vægt på ca. 130 kg. Dyrene føder deres unger i juli, og kræver ro på stranden i ungernes 4 uger lange digeperiode.

Læs mere

Fisk udgør størstedelen af den spættede sæls føde, men den tager også blæksprutter og krebsdyr.

Parringen sker om sommeren, men fordi det befrugtede æg bevidst går i dvale et bar måneder, går fosterudviklingen først i gang sidst på året. Det kalder man forlænget drægtighed. Fosterudviklingen tager ca. otte måneder og i juli året efter parringen fødes ungen. Ungen dier i en periode på omkring fire uger, hvorefter den må klare sig selv.

Med undtagelse af Lillebælt og Det Sydfynske Øhav er spættet sæl almindeligt forekommende i hele Danmark. De vigtigste yngle- og hvilepladser findes i Vadehavet, vestlige Limfjord, Læsø, Anholt, Hesselø, farvandet omkring Samsø, Avnø Fjord og Rødsand ved Gedser.

Spættet sæl er ligesom de øvrige sæler i Nordatlanten ægte sæler, adskilt fra øresælerne ved bl.a. ikke at have et ydre øre og ikke være i stand til at dreje baglufferne ind under kroppen og gå på alle fire.

Strandarve Sandbund • Stenbund

Strandarve

Strandarve er en saftig lille hårdfør plante som vokser på sandstrande og strandvolde, hvor sandet gemmer næring fra rådnende tangplanter. Den tåler saltvandssprøjt og vokser hurtigt op igen, hvis den dækkes af flyvesand.

Læs mere

Strandarvens rodnet består af krybende og tæt forgrenede jordstængler og dybtgående, slanke pælerødder. Strandarven er en af forstrandens tidligste planter, når nye levesteder opstår.

Arten er udbredt hele vejen rundt om Arktis. I Danmark findes den ofte sammen med andre af strandens øvrige salttålende og meget hårdføre plantearter.

Strandkrabbe Stenbund • Fjordbund

Strandkrabbe

Strandkrabben er den mest almindelige krabbe i danske farvande. Man finder den på sten- og sandbund, i havne og alge- og ålegræsbevoksninger på det lave vand. Nedgravet i havbunden afventer den sit bytte og er næsten altædende.

Læs mere

Strandkrabben graver sig ned, når den skræmmes. Med sine kraftige klosakse kan den åbne muslinger og klippe kødlunser af rådnende fisk. Mister den et ben, vokser et nyt ud.

I lighed med andre krebsdyr har Strandkrabben et ydre skelet. Når skjoldet bliver for trangt, smider den ”frakken” og et nyt og større udvikles over de næste dage, hvor den søger skjul uden sit beskyttende skjold. Strandkrabben ånder gennem gæller og tåler derfor kun kortvarigt ophold på land. Ulk og torsk hører blandt Strandkrabbens værste fjender.

Strandkrabben er et opportunistisk dyr og på liste over verdens 100 mest invasive arter - dyr der indtager nye levesteder.

Strandkål Sandbund • Stenbund

Strandkål

Strandkålen er en velsmagende kålplante, både for kålsommerfugle, hvis larver æder blade og blomsterknopper, men også for mennesker, som kan koge bladstilkene som grøntsager. I England dyrkes strandkålen i haver, i Danmark vokser den vildt på stenede strande.

Læs mere

Strandkålen blomstrer i juni og juli og afsætter sidst på sommeren en-frøede frugter som kan spredes med vinden og flyde på havet til nye kyster.

Strandkålen vokser mest ved Østjylland og øerne, og optræder på stenede og grusede strande hvor opskyllet rådnende tang giver næring til planterne i et ellers nærringsfattige strandmiljø.

Strandmandstro Sandbund • Stenbund

Strandmandstro

Strand-Mandstro kaldes også for Strandtidsel og findes ikke så mange steder i landet. Den er derfor fredet, så man må ikke plukke den. Insekter må derimod gerne suge nektar af dens blomster – og gør det med vellyst!

Læs mere

Planten er udbredt overalt langs Europas kyster, hvor den ses i sandklitter og på strandenge.

Strandmandstro er tilpasset livet i barske omgivelser med et dybt rodnet som rækker ned i fugtige sandlag og et vokslag på bladene som forhindrer udtørring. Planten er meget dekorativ, men bør dyrkes i haver, hvis man ønsker dens selskab indendørs.

Strandsennep Sandbund • Stenbund

Strandsennep

Strandsennep er sandstrandens eneste plante med lilla blomster og smalle tykke blade. Den er en pionérplante som tåler saltvand og gerne indtager den yderste del af stranden, hvor havet, sandfygning og salt skaber særlige levevilkår.

Læs mere

Strandsennep har tilpasset sig de barske levevilkår i strandens yderste række. Bliver den dækket af sandfygning skyder den hurtigt igen, og om efteråret oversvømmer den yderste del af stranden er plantens frugter i stand til at spredes med vinden og over havet.

Strandskade Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Strandskade

Strandskaden er en af en kystens karakteristiske vadefugle, kendt for sin høje røst. Det lange næb bruger den i søgen efter sandorm og til at hakke muslinger itu. På en dag kan strandskaden spise op til ca. 300 hjertemuslinger.

Læs mere

De fleste danske strandskader tilbringer vinteren ved Atlanterhavskysterne for at få føde. I februar forlader de vinteropholdsstederne for at vende tilbage til Danmark.

Strandskaden bygger rede i skjul af kystens sten og er én af de få vadefugle, som fodrer sine unger. Når forældrefuglene har fanget orm, muslinger og insekter, lægger de byttet foran ungen, som så æder den.

Strandskaden er Færøernes nationalfugl og kaldes for Tjaldur.

Strandsnegl (alm.) Stenbund • Fjordbund

Strandsnegl (alm.)

Strandsneglen støvsuger kystens sten og muslinger for næringsrige algebelægninger. Med en tunge så ru som sandpapir, rasper den effektivt alle alger, den møder på sin vej. Selv er den yndet delikatesse i Middelhavslandene.

Læs mere

Det kan være svært at se forskel på den Almindelige Strandsnegl og den Ungefødende Strandsnegl. Sidstnævnte er dog mindst og lever som regel tættere ved højvandslinjen, hvor den i højere grad tåler udtørring.
Der findes omkring 100 arter af strandsnegle fordelt på 25 slægter og underslægter. Strandsneglen tåler at være uden vand-dækning i flere dage. Dyret er da helt trukket ind i skallen, og skallåget slutter tæt til randen. Selve skallen er rund og meget solid.

Sneglen smager udmærket. Den koges, derefter fjernes skallåget og med en nål udtages den spiralformede snegl. Når man i Frankrig spiser retten "Fruits de mer" (havets frugter), er strandsneglen en uundværlig ingrediens.

Strengetang Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Strengetang

Strengetang forekommer overalt ved de danske kyster hvor algearten danner tætte bevoksninger på muslingebanker og sten, især i beskyttede fjorde. De strengeormede brunalger bliver op til 3-4 m lange.

Læs mere

Strengetang trives bedst i rolige vandområder, hvor bevoksningerne danner undersøiske skove, som huser et tæt dyre og planteliv. For lystsejlerne kan ekkoloddet drille, når man passerer de tætte algeskove som rejser sig flere meter over bunden. Strengetangen er enårig og dør bort ved vinterens begyndelse. Det er derfor almindeligt, at se store mængder opskyllet strengetang på stranden over efteråret og vinteren.

Sukkertang Sandbund • Stenbund

Sukkertang

Karakteristisk båndformet brunalge som findes i næsten alle danske farvande og bliver op til 3 meter lang. Ved udtørring udskilles et hvidligt sukkerholdigt stof, deraf navnet.

Læs mere

Sukkertang hæfter sig til havbundens sten og muslingeskaller på 1 til 30 meters dybde og er den mest almindelige af de flerårige store bladtangarter. Bladet er enårigt, og dannelsen af et nyt blad sker fra en vækstzone på overgangen mellem stilk og blad.

Sukkertang indeholder store mængder af den sukkerarten mannit som smager sødt og godt. I Japan regnes tangarten derfor for en delikatesse som spises med velbehag.

Søstjerne (alm.) Sandbund • Stenbund

Søstjerne (alm.)

Den Almindelige Søstjerne er et smukt, men grådigt rovdyr, som vrister blåmuslingeskaller fra hinanden med armene. Når skallen er åbnet, krænger søstjernen sin mave ind i byttet og fortærer det. Søstjernen bliver op til 50 cm.

Læs mere

Når søstjernen kryber omkring, er det først og fremmest i søgen efter føde. Den vil helst have blåmuslinger.

Søstjernens mund sidder på undersiden af kroppen midt mellem armene. Gattet sidder på oversiden, ligeledes i midten.

Søstjernens fjender er fisk, men også troldkrabber og strandkrabber, dykænder som edderfuglen, og søstjernens nære slægtning, den mangearmede søsol.

Tobis Sandbund

Tobis

Den sølvfarvede slanke tobis er et vigtigt bytte for mange dyr. Fisken jages af havørred, hornfisk og torsk samt sæl og marsvin. Tobisen selv er en stimefisk, der holder af at skjule sig i sandbunden, når ikke den selv jager vandlopper.

Læs mere

Tobisen svømmer kun frit omkring i sommerperioden og derfor foregår tobisfiskeriet fra maj til juli, hvor den fanges som industrifisk til produktion af fiskemel og fiskeolie. Mellem en tredjedel og halvdelen af danske fiskefangster består af tobis, og Danmark står for 90% af tobisfiskeriet i EU.

Fiskeriet er kontroversielt: Tobisen er et grundlæggende led i Nordsøens fødekæde, og fiskeriet har derfor negative konsekvenser for bestandene af en række fisk, havpattedyr og havfugle. En række forskere mener således, at det intensive tobisfiskeri er uforeneligt med genopretningen af torsk til sunde bestandsstørrelser svarende til i 1950erne.

Vandmand Sandbund • Stenbund • Fjordbund

Vandmand

Vandmand, også kaldet øregople optræder i stort antal langs Danmarks kyster. Vandmanden består af ca. 95% vand og er derfor uden nævneværdige fjender, på nær særlige krebsdyr, kaldet goplelus, som æder vandmandens fire halvrunde kønsorganer.

Læs mere

Vandmanden har to meget forskellige livsstadier. Medusen er det store sommerstadie som optræder som op til 40 cm store gennemsigtige gopler. Over sommeren formerer vandmanden sig med æg som udvikler sig til små planula-larver, der efter at have svømmet rundt i havet en tid fæster sig på sten og andet fast underlag. Her udvikler larverne sig til små, bægerformede polypper, formet som høje stakke af tallerkener, der afsnører små nye vandmænd. De udvikler sig over foråret og sommeren til de vandmænd, vi normalt ser langs stranden.

Larven, som bliver til en polyp, er den ukønnede generation, og den er flerårig. Den kønnede medusegeneration, vandmanden, lever kun et halvt år, fra forår til efterår.

Ålegræs Sandbund

Ålegræs

Ålegræs, eller Bændeltang som den også kaldes, har intet med tang at gøre, men er den eneste blomsterplante i de danske farvande med rødder, stængel og blade. Ålegræsbælter er et yndet levested for mange småfisk, snegle, muslinger og krebsdyr.

Læs mere

Ålegræs vokser på sandbund og muslingebanker ned til ca. 5 meters dybde, hvor vandet er rent og klart. Til ålegræssamfundene i havet hører et helt økosystem med et mylder af marine smådyr, der er afhængige af ålegræs, muslinger og fugle, der spiser smådyrene.

Opskyllet ålegræs har igennem tiden været anvendt som byggemateriale til f.eks. tangdiger i Ebeltoft og tagdækning af huse på Læsø.