Anholt har været dansk, svensk og sågar engelsk – englænderne besatte den strategisk vigtige ø under englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. I dag er det sejlere fra især Danmark og Sverige, der i sommermånederne besætter området omkring Anholt Havn. Mange af dem er til gengæld for længst blevet besat af Anholts særlige natur og stemning og kommer igen år efter år.

Havnen og byen bag den er centrum for livet året rundt, men i skolernes sommerferie bliver Anholts hjerterytme ændret fra hvilepuls til tæt på maksimum. Der er plads til næsten 300 sejlbåde i havnen, men mange flere ligger for svaj, og færgen bringer dagligt nye gæster ovre fra fastlandet. Mågeskrig får selskab af råb over dækkene på flere sprog, glade hvin fra badende børn og musik til langt ud på natten, når spisestederne Molevitten og Casablanca byder op til dans. I den mest hektiske periode stiger indbyggertallet fra 160 til 6.000.

Egentlig ligger havnen elendigt. En havn på Anholt burde ligge omme i Pakhusbugten, og det vidste myndighederne udmærket, for her ved det lave vand ved Vesterstrand sander den hurtigt til. Men i slutningen af 1800-tallet kunne man stadig udmærket huske, at englænderne havde besat Anholt, og planlæggerne var nervøse for, at en alt for god havn ville gøre Anholt for attraktiv. En øhavn blev overvejet – så kunne broen ud til den også ødelægges, hvis fjendtlige skibe indtog havnen. Imidlertid var den løsning så kostbar, at den helt blev opgivet. Så Anholt har sin sandede havn. Det tænker sejlerfolket sjældent meget over, for den mere end 100 år gamle havn ligger til gengæld smukt og ved en af øens bedste badestrande.