Hvor Knebel Kirke troner på toppen af sin bakke og konkurrerer med foderstoffen i den anden ende af byen om at være tættest på himlen, løber en grusvej ned til kysten. Havbakkevej hedder den, og det er et passende navn, for bakken kan i stenalderen have ligget som en ø i havet, efter at isen i seneste istid havde bakset og maset med landskabet. Efterhånden hævede landet sig, og bakken blev landfast.

Kigger man godt efter nede ved kysten, hvor de rigt blomstrende strandenge sætter kulør på stranden, kan man fornemme, at man går på gammel havbund. Engen bugter sig svagt på samme måde som havbund har revler. Ikke kun blomsterne trives her – en del ynglefugle kan også lide engene, så gå forsigtigt i ynglesæsonen.

Stranden er mere egnet til et idyllisk stop med madpakke, en sommerslumren på det medbragte tæppe eller en kigge-efter-ting-på-stranden tur end til badning, selv om man selvfølgelig godt kan gå i vandet. Solnedgangen er smuk over vigen, og det er et fint sted at sætte en kajak i vandet. En lille legeplads med boldbane og et par gynger til børnene er her også.

Når man nu er her, er kirken et besøg værd. Selve kirkebygningen er fra 1100-tallet, men udsmykningen er ny. Det er den omstridte kunstner Bjørn Nørgaard, der står bag den. Nogle elsker resultatet, andre hader det, men det er under alle omstændigheder værd at se. Læg i øvrigt mærke til, at danske kirker med meget få undtagelser kan bruges som kompas: kirketårnet vender stort set altid stik vest.