Danmarks Strandguide - Djursland


Ugelbølle Strand

Krabber og kajakker

Der er p-plads næsten ned til vandet, og stranden ligger lunt og beskyttet, så her er godt at sætte havkajak i vandet. Det er samtidig en rigtig børnevenlig soppe- og fiskenetstrand.
Vis mere information

Som så mange andre strande i området er Ugelbølle Strand ganske lavvandet og mere fjord end hav. Den ligger lunt og er særlig god til en aftendukkert – og til børn, der også elsker, at det er muligt at fange rejer, tanglopper og krabber i et lille fiskenet, når de alligevel sopper rundt.

Den beskyttede beliggenhed gør den til et godt sted at sætte en havkajak i vandet, og det er der også plads til ved den lille P-plads, der ligger i tilknytning til stranden. Og fra søsiden kan man rigtigt nyde, at isen for mere end 15.000 år siden har slået sig løs og skabt alle de bugter og vige og pynter og næs, som gør kystlinjen i området så varieret.

Der er ellers ikke mange faciliteter på selve stranden, men Kaløvig Strandgård Camping ligger lige i nærheden og har kiosk og café en del af året. Pladsen har en usædvanlig historie, for hovedbygningen er Kaløvig Strandgård, der i sin tid var aftægtsbolig for Rosenholm. Fra 1900-tallet, hvor borgerskab og adel begyndte at dyrke frilufts- og strandlivet, havde gården et badehus på stranden, som adelen kunne benytte og siden lade sig beværte i selve strandgården.

I 1962 blev den omdannet til campingplads, og med til indvielsen var blandt andre Dirch Passer og Lily Broberg. Der er masser af vildt i skoven bag ved stranden, og fuglelivet er også rigt. Til vands kan man være så heldig at se en sæl sole sig på en sten, og ellers er stranden ved Ugelbølle godt fiskevand.


ParkeringBørnevenligBadningLavt vandFiskevandHavkajak
  • Område: Sydkysten
  • Koordinater:
    56°17'33.16"N 10°24'39.05"E
    (56.2925 10.4108)
  • Sydvendt fjord- og sandstrand
  • Lille P-plads
  • Privat strand
  • Side i bogen: 36
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Ålegræs

Ålegræs

Ålegræs, eller Bændeltang som den også kaldes, har intet med tang at gøre, men er den eneste blomsterplante i de danske farvande med rødder, stængel og blade. Ålegræsbælter er et yndet levested for mange småfisk, snegle, muslinger og krebsdyr.

Læs mere

Tobis

Tobis

Den sølvfarvede slanke tobis er et vigtigt bytte for mange dyr. Fisken jages af havørred, hornfisk og torsk samt sæl og marsvin. Tobisen selv er en stimefisk, der holder af at skjule sig i sandbunden, når ikke den selv jager vandlopper.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden