Danmarks Strandguide - Djursland


Vængesøgård Strand

Bølgernes vuggevise

En god strand med klart vand på alle årstider. Den drænede sø bag stranden er ved at blive til sø igen og giver plads til et unikt fugleliv med blandt andet kærhøg og rørhøg. Badebro og primitiv lejrplads gør stranden ekstra attraktiv.
Vis mere information

At falde i søvn under åben himmel en lun aften med de blege stjerner og månen som natlys og bølgernes slag mod kysten som godnatsang kan anbefales, også selv om det i Danmark kræver en god, varm sovepose de fleste nætter.

På stranden ved Vængesøgård kan det lade sig gøre. Her er en primitiv overnatningsplads, som man kan søge om at ligge på via www.udinaturen.dk. Man kan tage telt med, og her er også et par shelters. Man kan komme hertil fra vandet i kajak, til fods eller på cykel, og kommer man på hesteryg, er der også plads til hesten i en fold med vand. I vinterhalvåret er det oftest de lokale sommerhusejere der anvender stranden. I sommerferien finder også nysgerrige turister vej til den fredelige strand.

Det første stykke i vandet kan der være en del sten, men så bliver bunden fin sandbund, og vandet er klart og frisk selv på de varmeste dage. Her trækker ofte marsvin ind tæt på kysten, for der er godt med fisk i vandet. I sensommeren kan man somme tider se en stor finne blive efterfulgt af en lidt mindre – en hun med sin unge på slæb.

Bag stranden ligger resterne af Vænge Sø, der er en af de mange søer og vådområder, som er blevet drænet for at kunne dyrkes. I dag er der planer om at lade den blive til et vådområde igen. Det vil give et rigere fugleliv, og det vil også kunne forbedre vandkvaliteten.

Badebroen på stedet må benyttes af alle, og man kan også sætte kajakker i på stedet. Vejen hertil er dog privat, så skal man køre i bil, bør man spørge om lov først.


BørnevenligBadningBadebroMiddeldybt vandFiskevandSlæbestedSnorklingHavkajakVandringShelter
  • Område: Sydkysten
  • Koordinater:
    56° 9'0.40"N 10°32'43.58"E
    (56.1501 10.5454)
  • Østvendt sandstrand
  • Ingen P-plads
  • Privat strand
  • Side i bogen: 102
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Sukkertang

Sukkertang

Karakteristisk båndformet brunalge som findes i næsten alle danske farvande og bliver op til 3 meter lang. Ved udtørring udskilles et hvidligt sukkerholdigt stof, deraf navnet.

Læs mere

Ålegræs

Ålegræs

Ålegræs, eller Bændeltang som den også kaldes, har intet med tang at gøre, men er den eneste blomsterplante i de danske farvande med rødder, stængel og blade. Ålegræsbælter er et yndet levested for mange småfisk, snegle, muslinger og krebsdyr.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden