Danmarks Strandguide - Djursland


Sølystgaard Camping

Kyst, krig og camping

Engang var her skydeterræn for militæret, nu er her en fin campingplads, høje skrænter med paraglidere og en fantastisk udsigt over Ebeltoft Vig. Badebro og vandrutsjebane gør stranden populær blandt de yngste.
Vis mere information

Oppe i baglandet brugte dragonerne området som skydeterræn. Fuglsølejren var kendt viden om, og bare en smule længere mod syd havde general Rye sine skanser ved Dragsmur. Her stod kanonerne klar til at beskyde tyskerne, hvis de under treårskrigen fra 1848- 1850 skulle forsøge at trænge videre op i Jylland.

I dag er området omkring Sølystgård tæt ved Fuglsø anderledes fredeligt og idyllisk. Det gamle landbrug er nu en ualmindelig smukt beliggende campingplads, hvor terrasser ned mod kysten sørger for fantastiske udsigter over vigen hen til Ebeltoft og Ahl. De høje skrænter giver gode muligheder for paragliderne, og kite- og windsurferne finder også hertil.

En dag ved stranden her kan hurtigt fyldes op af aktiviteter, hvad enten man vil bade, lege, slikke sol eller bevæge sig. Der er plads til at sætte en havkajak i vandet, i sommerperioden er her som regel en badebro og vandrutsjebane, og snorklere og dykkere kan godt finde noget at studere her. I vandet er der en del sten, men de giver gode gemmemuligheder for småfisk og krabber, og lystfiskerne kan både fange ulk, småtorsk og hornfisk her.

En vandretur langs kysten giver rig lejlighed til at se, hvordan isen har formet Mols med de høje skrænter og de store bakker inde i landet. Natur- og Friluftscentret Karpenhøj ligger tæt på og arrangerer blandt andet guidede ture i landskabet, hvor man kan få mere at vide om den helt særlige natur. Går turen sydover, står man hurtigt på general Ryes skanser ved Dragsmur og kan på få meter vælge mellem to helt forskellige vige og to forskellige halvøer, Mols og Helgenæs.


ParkeringToiletterDrikkevandKioskHandicapvenligBørnevenligBadningBadebroMiddeldybt vandFiskevandSlæbestedSnorklingHavkajakWindsurfingKitesurfingVandringGeologiCamping
  • Område: Sydkysten
  • Koordinater:
    56°10'26.07"N 10°32'9.19"E
    (56.1739 10.5359)
  • Østvendt sand- og stenstrand
  • P-plads for campister
  • Privat strand
  • Side i bogen: 107
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Sukkertang

Sukkertang

Karakteristisk båndformet brunalge som findes i næsten alle danske farvande og bliver op til 3 meter lang. Ved udtørring udskilles et hvidligt sukkerholdigt stof, deraf navnet.

Læs mere

Marsvin

Marsvin

Marsvinet er en af verdens mindste hvaler og almindeligt forekommende i alle danske farvande undtagen Østersøen. Føden består primært af fisk som torsk og sildefisk, men marsvinet tager også blæksprutter og krebsdyr.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden