Danmarks Strandguide - Djursland


Ebeltoft Havn

Havneliv med historie

Havnen og Ebeltoft er to sider af samme sag, for havnen gjorde engang Ebeltoft rig. I dag er det lystbådene og turisterne, der strømmer hertil, og der ligger flere store attraktioner langs havnen, bedst kendt er den nu restaurerede fregat, 'Jylland'.
Vis mere information

Havnen og Ebeltoft er uløseligt forbundet. Uden havnen ville Ebeltoft aldrig være blevet en levende og velhavende købstad i Middelalderen. Siden mistede havnen langsomt sin betydning, og så blev Ebeltoft en forsømt del af datidens udkantsdanmark. Det har været trist dengang, men i dag betyder det, at de ældste gader og huse er enestående velbevarede. Byens borgere fik nemlig ikke råd til at modernisere og rive de fine bindingsværkshuse ned eller rette de krogede gader ud. Resultatet er et miljø, som trækker folk til fra mange lande.

I dag er havnen i Ebeltoft levende igen, men det er især fritidslivet, der sørger for nutidens livlige miljø. Havnefronten ændrer sig konstant, fordi gamle industriarbejdspladser som byens slagteri er lukket og har givet plads til blandt andet boligbyggeri. Nu er der efterhånden en sammenhængende havnepromenade fra Skudehavnen med de karakteristiske røde hytter i syd til hotel Ebeltoft Strand i nord.

Sommeren igennem er her travlt, og flag fra mange lande ses i de store sejlbådes agterstavn. Skudehavnen har alle faciliteter, grillpladser, en ny legeplads og egen lille badebro, som også vinterbaderne benytter. Børnene vimser omkring med fiskenet og tøjklemmer med muslingebidder på snor og fanger krabber. Vil man dyrke sejlsport, er mulighederne uovertrufne, og både roere og kajakfolket har klubhus i havnen og gode ramper til at sætte bådene i vandet fra.

I havneområderne er der flere restauranter og cafeer, men man kan også bare tage sin medbragte mad med eller grille fx ved det store fællesareal ved Skudehavnen og nyde udsigten over mod Mols Bjerge. Meget smukkere bliver havneliv i Danmark ikke.


ParkeringToiletterDrikkevandKioskHandicapvenligBørnevenligBadningBadebroMiddeldybt vandFiskevandSlæbestedHavkajakVandringFuglelokalitetCamping
  • Område: Sydkysten
  • Koordinater:
    56°11'24.25"N 10°39'58.23"E
    (56.1901 10.6662)
  • Havn
  • Flere offentlige P-pladser
  • Offentlig
  • Side i bogen: 131
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Havtorn

Havtorn

Havtorn findes vildtvoksende på skrænter og i klitter med fuld sol, og er en hårdfør busk som let kendes på sine orangerøde frugter. Planten optræder gerne som pionerplante på kalkrige golde jorde, hvor andre planter har svært ved at trives.

Læs mere

Søstjerne (alm.)

Søstjerne (alm.)

Den Almindelige Søstjerne er et smukt, men grådigt rovdyr, som vrister blåmuslingeskaller fra hinanden med armene. Når skallen er åbnet, krænger søstjernen sin mave ind i byttet og fortærer det. Søstjernen bliver op til 50 cm.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden