Bølgeslaget ved Glatved kan være voldsomt, og der er salt og skumsprøjt i luften. Er man her under en af de ret sjældne østenstorme, kan man virkelig blive rusket igennem og føle sig meget lille over for naturens kræfter. Djursland har ikke den jyske vestkysts storhed, men ved Glatved er det tæt på.
Til gengæld er stranden helt anderledes. Her er det kalken og ikke sandet, der spiller hovedrollen, samt selvfølgelig stenene. Mange af dem er en hilsen fra den seneste istid. Man kan godt bade, og snorkle og dykke ved Glatved Strand, men man skal gøre det med omtanke og ikke i hårdt vejr. Til en egentlig badetur er der andre og langt bedre strande på Djursland. Men Glatved lokker mange gæster til.
For paragliderne er kystskrænterne er et udmærket sted at kaste sig ud fra. Det er den gamle stenalderkyst, som i dag er hævet tre-fire meter over havet. Da den enorme iskappe forsvandt, løftede landet sig i denne del af Danmark.
Men hyppigst ser man lystfiskerne. Før i tiden var den nærliggende havn, som hører til kalkværket, let at komme til. Det er den ikke længere, og blandt andet derfor står der tit fiskere ved kysten. Torskebestanden er ikke, hvad den har været, men der er stadig chancer for torsk her. Fladfisk, hornfisk i sæsonen og ørreder er nogle af de andre muligheder. Som fiskested er her ret familievenligt, fordi man kan stå på land og kaste ud på relativt dybt vand.
Vil man bare kigge, er plante- og fuglelivet rigt og varieret. Blandt fuglene er blandt andet terner, mågefugle og andefugle – og så selvfølgelig skarv, et sikkert tegn på at der er fisk i vandet.