Danmarks Strandguide - Djursland


Grenaa Havn og Kattegatcentret

Djurslands hovedstad

Mågeskrig, fiskekuttere, færger, hajer i tropiske bassiner, gode restauranter, krabbefiskeri og måske en sæl inde i selve havnen. Grenaa Havn er livlig og altid et besøg værd.
Vis mere information

I Grenaa Havn ligger fiskekutterne endnu tæt, mågeskrig gjalder over havnebassinerne og når hysteriske højder, når en kutter kommer ind med fangst, fiskene handles på fiskeauktionen, og de store færger tårner højt over det hele, når de lægger til kaj.

Det er et klassisk stykke Danmark, som er forsvundet fra mange byer i en tid, hvor broer har erstattet færger, og hvor fiskerierhvervet er blevet sværere at leve af. Havneområder bliver omdannet til mondæne boligkvarterer, fiskekutterne bliver erstattet af lystbåde. Men i Grenaa holder havnen altså stand endnu, selv om den er blevet moderniseret i flere omgange og har fået lystbådehavn, butikker og fritidshuse. Kattegatcentret med sine store akvarier og hajbassiner, tiltrækker et stort antal turister.

Den tunge industri, som før dominerede store dele af havneområdet, er der derimod mindre tilbage af, og derfor er første syn af byen heller ikke som før i tiden en svovlgul røgfane, der kunne ses på flere kilometers afstand. Der er også masser af liv under overfladen i den travle havn. Stimer af tobis søger rundt, og det lokker torsk, havørreder og hornfisk til. Sæl ser man også engang imellem.

Langs de lodrette spunsvægge giver skove af brunalger og farvestrålende sønelliker skjul for et rigt fiskeliv af havkarusser, gylter, ålekvabber og multer, mens blåmuslinger, søpunge og skyer af pungrejer holder til omkring havbundens mudder og affald. I slammet finder man hårdføre sandorm, strandkrabber og fladfisk. Man skal nu ikke hoppe i havnen for at se det selv - det kræver nemlig tilladelse at dykke her. Dyk i stedet ind i Kattegatcentret - der finder du det hele i rarere omgivelser.


ParkeringToiletterDrikkevandKioskHandicapvenligBørnevenligDybt vandFiskevandSlæbestedHavkajakVandring
  • Område: Østkysten
  • Koordinater:
    56°24'19.05"N 10°55'24.38"E
    (56.4053 10.9234)
  • Østvendt havn
  • P-pladser
  • Offentlig havn
  • Side i bogen: 183
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Blåmusling

Blåmusling

Blåmuslingen er meget udbredt i de danske farvande. Den bliver op til 10 cm lang og ånder ved gæller, men kan godt tåle kortvarig udtørring ved lavvande. Ved hjælp af særlige hæftetråde fæstner den sig til sten, pæle og skibsskrog.

Læs mere

Strandkrabbe

Strandkrabbe

Strandkrabben er den mest almindelige krabbe i danske farvande. Man finder den på sten- og sandbund, i havne og alge- og ålegræsbevoksninger på det lave vand. Nedgravet i havbunden afventer den sit bytte og er næsten altædende.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden