Danmarks Strandguide - Djursland


Ålebugten

Et naturligt kalktilskud

Her er strande så hvide som tropestrande, for kalken, som har været en hel industri på Djursland, dukker op overalt. Det giver plads til en hel særlig natur, som er rig på blomster og insekter.
Vis mere information

Der sker noget særligt, hvor kalken i undergrunden kommer helt tæt på overfladen. Mange træer og buske får svært ved at klare sig, for kalken i jorden gør det svært for dem at optage de stoffer, som de har brug for. Men det gør til gengæld områderne til det rene slaraffenland for de blomster, der holder af kalken.

Det kan ses i området mellem Grenaa og Fornæs, hvor kalken i jorden giver grobund for blandt andet gøgeurter, altså orkideer. De hedder gøgeurter, fordi de blomstrer, mens gøgen kukker, altså i forsommeren og frem til cirka sankthans.

De høje skrænter, som er den gamle stenalderkyst, og strandengene foran dem har aldrig været gødet. Det er de oprindelige plante- og dyrearter, som lever her. Hele det fredede område er et flot og spændende sted at gå en tur, og det er da også en favorit blandt mange af Grenaas indbyggere.

Til vands er området ikke mindre populært. Det er i skrivende stund det eneste sted på Djursland, hvor det er tilladt at sejle med vandscooter. Samtidig er bunden varieret med både kalk og sand og sten, og her er masser af fisk. Det får lystfiskere til stedet, og dykkere og snorklere bevæger sig ofte rundt på en slags undervandssafari. Bade kan man også – bunden er mest sandet mod syd. Mod nord kommer kalkpladerne frem. Der er store huller i dem, så er man vadefisker, skal man være forsigtig og ikke vade ud om natten.

Vær opmærksom på, at området og vejene er private. Det betyder, at man skal lade bilen stå, men man må gerne både cykle, gå og bade. Bilen kan man blandt andet parkere lige nord for Grenaa Havn.


ParkeringBadningMiddeldybt vandFiskevandSlæbestedSnorklingHavkajakVandringFuglelokalitetGeologi
  • Område: Østkysten
  • Koordinater:
    56°25'57.43"N 10°56'7.12"E
    (56.4326 10.9353)
  • Sydøstvendt sand- og stenstrand
  • P-plads mod syd
  • Offentlig og privat strand
  • Side i bogen: 185
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Vandmand

Vandmand

Vandmand, også kaldet øregople optræder i stort antal langs Danmarks kyster. Vandmanden består af ca. 95% vand og er derfor uden nævneværdige fjender, på nær særlige krebsdyr, kaldet goplelus, som æder vandmandens fire halvrunde kønsorganer.

Læs mere

Digesvaler

Digesvaler

Højt til vejrs langs kystskrænter og stejle grusgrave yngler Danmarks mindste svaleart, Digesvalen. Man ser tydeligt, hvor den bygger sine redehuller i leret. Om vinteren holder den til i Vest- og Centralafrika, en returrejse på 10.000 km.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden