Der er et mylder døgnet rundt i den korte, hektiske sommersæson. Anholt Vesterstrand ligger klos op ad Anholt Havn, og da stranden samtidig er bred, finsandet og med gode sandrevler at bade på, er den populær blandt sejlerfolket.

Flot er den også – oppe fra klitterne, som tårner sig over stranden, kan den se helt sydlandsk ud, når solens stråler rammer den hvide sandbund og får vandet til at se turkis ud. Stranden har blåt flag, der er beachvolleybane, og er der brug for en pause, en frokost, en is eller en tur under bruseren, kan havnen ved siden af diske op med det hele.

I sommeraftenerne flokkes folk på stranden til boldspil, til at flyve med drager, til bare at sidde hånd i hånd og kigge ud på månen over Anholt i det sidste skær fra solnedgangen. Når havet er roligt, er det den rene idyl. Havet har været gavmildt ved Anholt. Fiskene og sælerne har givet en levevej i tusindvis af år, og der er tegn på, at Anholt allerede for 5.000 år siden havde forbindelse med andre kystsamfund på Djursland og helt op til Norge og Sverige. I dag er der stadig fiskeri, men nu skaber havet også indtægter fra de mange turister.

Men stå her i en efterårs- eller vinterstorm fra Vest. Så forstår man, hvor ensomt Anholt ligger, og hvor dødsensfarligt havet er. Et stort betonkors sat op i klitterne på stranden minder om det. Øens daværende læge, August Thierry, satte det op til ære for hans datter og hendes veninde, som druknede i 1891. Nogle mener, at hvis man sætter sig ved korset og lytter godt efter, kan man nogle gange i vinden høre de to piger, som leger på stranden.