Sønderbjerg er kun 48 meter højt, men det rejser sig brat og direkte over stranden, og derfor kan man let føle sig lille, når man står for foden af den vældige knude, som er skabt af seneste istid. Anholt hviler på de ældste dele af Danmark med lag i undergrunden, der går millioner af år tilbage i tiden. Kun Bornholms fødselsattest er ældre. Men det er samtidig et ungt landskab, hvor dele af øen stadig skifter ansigt, efterhånden som havet fører nyt sand med sig i den ene ende og gnaver sig endnu længere ind på øen i den anden.

Sønderbjerg giver en forrygende udsigt over det meste af øen, og særligt ved aftentid er udsigten hen over klitlandskabet ’Ørkenen’ betagende. Fra Sønderbjerg kan man fortsætte langs en af Danmarks mest øde kyststrækninger, Pakhusbugten. Det var herfra, skibene til og fra Anholt tidligere lagde til, for bugten er god og dyb, og den ligger i læ for den dominerende vestenvind. Det ville have været naturligt at lægge øens havn her, men myndighederne var nervøse for, at beliggenheden ville have været fristende for fremmede magter – på det tidspunkt havde Anholt været besat i flere år af englænderne.

I dag bruges den herlige strand mest af sommerhusfolket, men i en periode bosatte en gruppe hippier sig i hytter langs stranden for at søge en anden måde at leve på. Området opsøges stadig af mennesker, som trænger til plads og stilhed og tid til at tænke. Det kan Anholt levere.

Anholt har også været leveringsdygtig i en satankult i begyndelsen af 70’erne. Fagfolk er dog i dag mest tilbøjelige til at afskrive det som avancerede drillerier og ikke en ægte satantilbedelse.