På afstand kan strandene omkring Fornæs se helt tropiske ud. Kridhvidt mod det blå vand lokker de. Men forventer man finkornet koralsand, bliver man skuffet. Det hvide skyldes bunkevis af kalksten, rullestenskalk, som isen har efterladt efter seneste istid. Sand er her ikke meget af på stranden. Til gengæld er vidtstrakte grønne overdrev og skrænter med et væld af sol- og kalkelskende blomster.

Når alt er ved at være klar til sommerens første akt, skifter bagtæppet fra grønt til lyserødt. Den lille engelskgræs blomstrer nogle år så tæt, at den i et par korte uger dominerer hele fladen. Nogle gange blomstrer den igen i det tidlige efterår, men det bliver aldrig med samme overvældende styrke som i forsommeren. Campingpladsen, der ligger ned til det fredede område, har i sæsonen egen badebro. Bunden er de fleste steder en blanding af kalk og sten, men går man mod Fornæs Fyr, kommer man forbi Store Sandvig, hvor bunden, som navnet siger, består af sand.

Her er også en Lille Sandvig, og ved lavvande blotlægges Lille Sandvigs to arme, som består af banker af blåmuslinger. Så kan man nogle gange se den lille, ålekvabbelignende fisk tangspræl, som lægger æg i tang, muslingeskaller og andre skjul. Tangsprællen har ikke nogen svømmeblære og er derfor nødt til at bevæge sig for at holde sig flydende i vandet.

Kysten her er ideel til lange ture året rundt – der er en fornemmelse af plads og luft, som ellers kan være svær at få i vores tætbebyggede land. Ved Fornæs kan man få en fornemmelse af at stå ved verdens ende.