Selv i et turistområde som Djursland findes der masser af hemmelige steder. Kysten ved Rolsøgaard er en af dem.
Den har ellers meget at byde på. Fred og stemning for det første. En af de første rigtige forårsdage er det skønt bare at tage frokosten med, læne sig tilbage og nyde solen, duften af det første græs og lyden af lærkesang. Slår man øjnene op, er der udsigt til solglimtende vige, bakker og næs og tårnet på Vrinners Kirke. Vandet er allerede tidligt på året varmt nok til en soppetur.
Vejen hertil er smuk, uanset om man er til lands eller til vands. På landjorden er en cykel ideel, til søs er Rolsøgaard en populær ankerplads, og Dansk Sejlunion har lagt turbøjer ud ved Rolsøgaard og i den sydlige del af Knebel Vig. Også havkajakfolket har fine muligheder.
Knebel Vig myldrer med liv. Her er blåmuslinger, krabber, rejer og andre krebsdyr, og det trækker selvfølgelig fisk til. Derfor er området omkring Rolsøgaard også meget populært blandt lystfiskere, ikke mindst om vinteren. Brug waders, og gå forsigtigt. Her kan være glatte sten på nogle stræk.
Lidt nord for herregården, der har givet området navn, ligger Rolsø Kapel. Det er våbenhuset fra en gammel kirke, som blev revet ned, da herremanden på Rolsøgaard nedlagde landsbyen Rolsø. I dag er det stemningsmættede sted ukendt for de fleste, men kapellet er stadig i brug, hvad en række nyere gravstene på kirkegården vidner om.